Der er visse ting – og visse steder – man bare ikke glemmer, og sådan var det med landskabshaven Stourhead, som vi besøgte for mange år siden. Dengang havde vi ingen autocamper, men drømte om at få én, og da vi så den lille hyggelige campingplads i hjørnet af den berømte haves parkeringsplads, lovede vi hinanden, at vi en dag ville bo dér.
Haven hører til den engelske forening National Trust, og det er også dem, man skal kontakte, hvis man vil bo på pladsen. Desuden er det et krav, at man er medlem af campingforeningen Caravan and Motorhome Club – og hvis man også er medlem af National Trust (kan anbefales), så får man rabat på overnatningen.
Vi er medlemmer af begge dele, og vi skrev og ringede til NT for at bestille nogle dages overnatning. Man skal være lidt ihærdig, for det kan være svært at få fat i den rette person, men med stædighed lykkes alt.
Der er plads til fem enheder på denne lille CL (certified location), og der er både vand og strøm og mulighed for at tømme af. Samtidig har man blot fem minutters gang til haven og til den restaurant, der hører til haven – og til den dejlige Farm Shop, der ligger ved indkørslen.
Det var godt, at vi sparede noget på selve overnatningen, for vi brugte en del penge i den lækre gårdbutik, hvor man kan få nogle af de bedste lokale fødevarer. Efter lange traveture i haven dækkede vi op i autocamperen med engelsk vin, gode engelske oste, frisklavet saft, friskbagt kage og frugt.
Det er bestemt ikke sidste gang, vi har været her – og for en hundeejer var det en stor fordel, at hunde kan tages med i haven de sidste to timer før lukketid.
Uddrag fra "Autocamperliv - på tur i Sydengland"