Selv om det er sjovt at køre rundt i autocamper, kan man godt trænge til at gøre noget andet også. Så vi parkerer tit et godt sted; bliver et par dage eller tre og bruger det som udgangspunkt for ture.
Det betyder, at vi GÅR ganske meget. Vi tager også bussen af og til; en taxi en sjælden gang og - hvis lejligheden byder sig - med veterantog. I dette tilfælde gik toget mellem Swanage ude ved kysten og Corfe Castle inde i landet. Så vi tog den ene vej den ene dag og den anden den anden...
Swanage er en rigtig engelsk badeby med spillehaller og iscafeer. Vi spiste de lækreste bøfsandwich'er på en fortovsrestaurant og gik bagefter langs havet - først nede i strandkanten og derefter oppe på stien næsten ud til den høje klippe, der hedder Old Harry.
Dagen efter vandrede vi hele vejen tilbage fra den charmerende by Corfe, og det var en lang tur ind over naturområder med gule, stikkende tornblad i store mængder. De lyser op og er så flotte, men man skal ikke komme i nærkontakt med dem, for de har - som navnet antyder - nogle gevaldige torne.
Corfe Castle er en romantisk ruin, der ligger højt hævet over byen, og turen derop er anstrengelserne værd – både på grund af udsigten og muligheden for at udforske den tusindårige historie, som stedet emmer af.
Selve byen er lille og hyggelig, og når man har set byen i virkeligheden, kan man se den i ministørrelse, sådan som den og slottet så ud i 1646. For lige ved byens centrale plads ligger Corfe Castle Model Village, som blev bygget af en lokal forretningsmand i 1950’erne.