Når vi er på autocampertur, lejer vi ofte et hus i en uges tid - så vi lige kan "slå rod" for en stund. Det med at leje huse gjorde vi i stor stil før i tiden, og det er så skønt, at vi nu kan kombinere de to ting, vi holder allermest af: Det aktive liv på farten, og en periode med et mere roligt liv i et hus uden hjul.
Vi har boet flere gange på Cotehele, for vi lejede ét af ejendommens feriehuse - Elbow Cottage - nogle år i træk. Det var på alle måder en vidunderlig oplevelse, og det var ret specielt, at vi kunne gå rundt på den kæmpestore grund efter lukketid, når alle andre var taget hjem.
Nogle dage gik vi hele vejen ned til den lille by, Calstock, hvor der lå en købmand. En god travetur på 4-5 km, og da en del af vejen tilbage var op ad bakke, passede det med en belønning og et besøg i The Edgcumbe Tea Room ved hjemkomsten. Det var og er hyggeligt at sidde her og se på livet i havnen, hvor den gamle båd Shamrock ligger til kaj.
Næsten hver dag gik vi tur gennem skoven, der var fyldt med høje fingerbøl planter, og jeg kunne stå længe og nyde synet af tykke humlebier, der summende møvede sig op i de klokkeformede blomster.
Uddrag fra min bog "Autocamperliv - på tur i Sydengland"