I England har mange campingpladser betegnelsen CL (Certificated Locations), og dem kan man besøge, hvis man er medlem af den campingclub, de hører under.
Der er meget stor forskel på pladsernes kvalitet, og rigtig mange af dem ligger på gårde – hvilket i sig selv kan give mange sjove og anderledes oplevelser. Det er for eksempel ikke ualmindeligt at få besøg af gårdens dyr i form af høns, påfugle, hunde eller får, og man vil ofte blive vækket tidligt af en morgenfrisk hane.
Vi har boet mange skønne steder – blandt andet på en gård med heste, hvor vi havde konstant underholdning, og et sted hvor vi i timevis sad og iagttog en flok små marsvin, der sørgede for at ”klippe” græsplænen.
Kendetegnende for disse pladser er, at de ikke er så store, for der må højst være plads til fem enheder, og at de ofte kun er for voksne.
I Wiltshire fandt vi én af disse. Faciliteter var der ingen af, men vi fik lov til at holde på en grøn græsplæne med udsigt, og der var umådeligt fredeligt. Vi havde strøm, vand og aftømningsmuligheder, og andet havde vi ikke brug for.
Vi blev i et par dage, og vi opdagede hurtigt, at vi kunne følge stien langs kanalen ind til en meget sød lille landsby - Wootton Rivers - hvor der var en skøn pub. Ved et bord foran Royal Oak fik vi en dejlig frokost i det gode vejr, og bagefter gik vi længe rundt og nød synet af de maleriske, gamle huse.