Danmark
Autocamperparkering


Hvor man vil stille sin autocamper om natten er i høj grad et personligt valg. De fleste autocampere indeholder både køkken og bad, så man har god mulighed for at klare sig selv, men personligt foretrækker vi at bosætte os steder, hvor man kan få strøm og bad.

Nogle campingpladser har indrettet særlige pladser til autocampere, hvor man netop har den mulighed, og det kan være superfint. Men hvis man hellere vil noget ”andet”, så kan man ret nemt google sig frem til steder, hvor man kan bo lidt alternativt. 

Vi har blandt andet boet på en golfbane, en bondegård og flere havne, og sidstnævnte er der jo en del af i Danmark. Havnene har ofte i forvejen både strøm og brusebad til sejlerne, så det er nærliggende at indrette en speciel plads til de kørende, som så kan benytte de samme faciliteter, og havnene har jo ofte en rigtig hyggelig stemning med både restauranter og cafeer. 

I Bandholm på Lolland ligger en stor plads specielt til autocampere. Her kan man bo med den dejligste udsigt over havet og samtidig have mulighed for dejlige gåture langs Knuthenborg parks meget lange mur eller rundt i byen med de smukke, gamle huse. Det er efter min mening et fint sted, der kan fungere som et godt udgangspunkt for ture rundt på den skønne ø.